Det kan ikke siges – eller skrives ofte nok; din problemformulering er helt central i din fagprøve. Den fortæller hvad du vil undersøge og hvad vi skal have svar på i konklusionen. I dette indlæg vil jeg give nogle eksempler på, hvordan en problemformulering kunne se ud. Husk at der er forskel på vejledere og virksomheder; du kan næppe kritikløst kopiere eksemplerne og bruge dem i din fagprøve. Jeg har erstattet virksomheds- og produktnavne med fiktive navne. Eksemplerne er problemformuleringer, der er godkendt af virksomheden og mig som vejleder.
Hvad gør Store Ubehage kommune for at motivere sine medarbejdere til at tage en videreuddannelse?
- I hvilket omfang mangler medarbejderne informationer om uddannelsesmulighederne? (beskrivelse)
- I hvor høj grad mangler medarbejderne lysten til uddannelsen? (analyse)
- Hvad kan Store Ubehage kommune gøre for at motivere sine medarbejdere til tage en videreuddannelse? (analyse)
Denne problemformulering lægger både op til beskrivelse og analyse. Den mangler et spørgsmål der klart lægger op til vurdering, men der foretages en vurdering til sidst i opgaven, er der ikke noget problem i det.
- Hvordan optimerer vi Nielsen & Co’s indtjening på privat labels? (analyse)
- Hvilke omkostninger er der ved at købe gadgets i Kina? (beskrivelse)
- Hvordan kan man minimere omkostninger af Kina varer? (analyse)
- Hvilken effekt har det på Nielsen & Co’s indtjening? (vurdering)
Denne problemformulering lægger op til både beskrivelse, analyse og vurdering. Den er skrevet af en elev på specialet Handel Indkøb.
Det sidste eksempel i denne omgang er skrevet af en elev på Handel Salg.
- Hvorledes kan et commodity koncept påvirke salget og derved omsætningen i virksomheden? (analyse)
- Hvilken maskine skal der være fokus på? (analyse)
- Hvordan skal sådan et koncept opbygges? (beskrivelse & vurdering)
Husk, at du kan få et struktureret overblik over din fagprøve med en lille bog – eller hæfte – som guider dig fra den første ide til du er igennem den afsluttende mundtlige eksamen. Du får en grundig gennemgang af alle afsnittene og tips til præsentationen. Det hele er krydret med eksempler på, hvordan det kunne gribes an.
Bogen hedder “Fagprøven” og den er udkommet på Forlaget ’94. Du finder den her!
God læselyst & go’ arbejdslyst!
Hans L. Nørgaard
Pingback: Din metode i forhold til din problemformulering | Fagprøvebloggen